I dag står vi ved en historisk skillelinie, og hvad vi gør i dag vil være afgørende for om verden forbedres, eller om den vil fortsætte med at glide ud i en ny mørk tidsalder.

Det er vigtigt at forstå, at dårlige situationer ikke bare opstår af sig selv. Det kulturelle forfald, vi ser omkring os, er ikke en tilfældighed. Det er blevet skabt. Medmindre man forstår dette, vil man ikke være rustet til at forsvare sig selv eller effektivt nå ud i samfundet.

Et samfund vil kunne overleve i tusinder af år, medmindre det bliver angrebet af fjendtlige kræfter indefra eller udefra. Hvor et sådant angreb finder sted, er de primære angrebsmål religiøse og nationale guder og helte, samfundets lederpotentiale og den enkeltes selvrespekt og integritet.

Det mest kritiske angrebspunkt en kultur har, er sandsynligvis det religiøse bagland. Hvor man kan ødelægge eller underminere de religiøse institutioner, kan man hurtigt nedbryde hele samfundsstrukturen eller lægge samfundet i ruiner.

Med religion opstår den første fornemmelse af fællesskab. Ens fornemmelse af fællesskab fremkommer som resultat af oplevelser sammen med andre. Hvor en religiøs fornemmelse af fællesskab - og med den sand tillid og integritet - kan ødelægges, er det samfund ganske som et sandslot ude af stand til at forsvare sig mod det ubarmhjertige hav.

I de sidste hundrede år eller deromkring er religion blevet angrebet nådesløst. Vi har fået at vide, at det er “opium for folket”, at det er uvidenskabeligt, at det er primitivt, kort og godt, at det er selvbedrag.

Men bag ved alle disse angreb mod organiseret religion var der et mere grundlæggende angrebsmål: menneskets åndelighed, ens egen åndelige beskaffenhed, selvrespekt og fred i sindet . Denne “sorte propaganda” kan være lykkedes så godt, at man måske ikke længere tror, man er af åndelig beskaffenhed. Men jeg forsikrer jer, at det er I.

I virkeligheden har man ikke en sjæl, man er sin egen sjæl. Med andre ord er man ikke sit sygesikringsbevis, sin krop eller sit sind. Man er sig selv.

Overbevis et menneske om at det er et dyr, at dets egen værdighed og selvrespekt er selvbedrag, at der intet “hinsides” findes, som det kan stræbe efter, intet højere, det har mulighed for selv at opnå, og så har man en slave. Lad et menneske vide, at det er sig selv, et åndeligt væsen, at det magter selv at vælge, og at det har retten til at stræbe efter større visdom, og man har sat det i gang på en langt mere farbar vej.

Selvfølgelig står sådanne angreb på religion i skarp modsætning til menneskets traditionelle stræben efter dyb åndelig tilfredsstillelse og en etisk livsførelse.

I tusinder af år har det tænkende menneske på denne planet holdt sin åndelighed i hævd og anset den ultimative visdom for at være åndelig oplysning.

Religion er også blevet angrebet for at være primitiv. For megen studie af primitive kulturer kunne lede en til at tro, at religion er primitiv, da den er så dominerende der, og det kan “moderne” kulturer være foruden. Det ligger faktisk sådan, at der på intet tidspunkt er mere behov for religion som en civiliserede faktor, end når mennesket har megakræfter i deres besiddelse - mennesker, som efterhånden kan have mistet netop de samfundsmæssige evner, som religionen lægger vægt på.

Fortidens store religiøse civiliserende kræfter, buddhisme, judaisme, kristendom og andre har alle lagt vægt på at kunne skelne godt fra ondt og på højere etiske værdier.

Et fald i kirkegang i USA skete samtidigt med en stigning i pornografi og almindelig usædelighed og en stigning i kriminalitet, som igen forårsagede en stigning i mængden af politi uden et fald i faktisk moralsk afvigelse som følge.

Når religion ikke har nogen indflydelse i et samfund eller er holdt op med at have det, arver staten hele byrden af den offentlige moral, kriminalitet og intolerance. Det bliver så nødvendigt at bruge straf og politi. Og det bliver heller ingen succes, da moral, integritet og selvrespekt ikke kan gennemtvinges med nogen større succes, hvis det ikke allerede er en del af personen. Kun gennem åndelig bevidsthed og indprenten af den åndelige værdi i disse egenskaber, kan de komme frem.

Der bliver nødt til at være mere fornuft og mere følelsesmæssig motivation til at være moralsk osv. end truslen om menneskelig afstraffelse.

Når en kultur totalt er gået bort fra åndelig stræben og er forfalden til materialisme, må man begynde med at vise personerne hver især, at de er en sjæl, ikke et materielt dyr. Ud fra denne erkendelse af deres egen religiøse beskaffenhed kan den enkelte nå frem til en bevidsthed om Gud og blive mere sig selv.

Det er en selvfølge, at går man i gang med at finde fejl ved noget, ligger der i det, at man ønsker at gøre noget ved det, og at man ville gøre det, hvis man kunne. Hvis man ikke kan lide kriminalitet, grusom behandling, uretfærdighed og vold i dette samfund, kan man gøre noget ved det. Man kan blive en FRIVILLIG PRÆST og hjælpe med til at civilisere samfundet, tilflyde det samvittighed og venlighed og kærlighed og frihed fra lidelser, ved lidt efter lidt at indpode tillid, anstændighed, ærlighed og tolerance.

Kort sagt opfylder en frivillig præst definitionen på religion i denne stadigt mere kyniske og håbløse verden.

Lad os endnu engang se på definitionen af religion.

Religion kan med få ord defineres som en tro på åndelige væsener. Mere bredt kan religion defineres som et system af overbevisninger og praksisser ved hjælp af hvilke en gruppe mennesker kæmper med de afgørende problemer i menneskets tilværelse.

Den kvalitet at være religiøs antyder to ting: først en tro på, at ondskab, smerte, fortvivlelse og uretfærdighed er fundamentale forhold i tilværelsen; dernæst en samling praksisser og tilhørende hellig tro, som udtrykker en overbevisning om, at mennesket til sidst kan udfris af disse forhold.

Således er en frivillig præst et menneske, der hjælper sine medmennesker frivilligt ved at bringe formål, sandhed og åndelige værdier tilbage i andres tilværelse.

En frivillig præst lukker ikke øjnene for smerte, ondskab eller tilværelsens uretfærdigheder. Tværtimod er han uddannet til at tage sig af disse ting og hjælpe andre med at opnå lindring såvel som ny personlig styrke.

Hvordan opnår en frivillig præst sådanne mirakler? Han bruger grundlæggende set teknologien i Scientologi til at forandre forhold til det bedre for sig selv, sin familie, de grupper, han er medlem af, venner, kollegaer og menneskeheden.

Et samfund har for at overleve godt brug for mindst lige så mange frivillige præster, som der er politibetjente. Et samfund får, hvad det koncentrerer sig om. Ved at koncentrere sig om åndelige værdier i stedet for kriminalitet kunne en ny dag stadig gry for mennesket.

L. Ron Hubbard

Kontakt os vm@volunteerministers.org